Mit barn er hjemme fra skole. Skolerne blev jo lukket ned her for små to uger siden. Det virker, som om hun er blevet gladere efter at være blevet tvunget til at følge undervisningen via e-learning. Hun følger i hvert tilfælde godt med i lektionerne. Afleverer også sit skriftlige arbejde til tiden nu. Det er da positivt. Det er faktisk også lidt bekymrende. Jeg bryder mig ikke rigtigt om tanken om, at hun er sådan et af de der digitalbørn, der kun kan fungere, når hun sidder foran en skærm. Om det så er på hendes værelse foran desktoppen, eller på mobiltelefonen. Det huer mig bestemt ikke.
Hun er afslappet
Men faktum er, at hun virker mere afslappet og er gladere. Hun nævner ikke noget som helst om, at hun savner sine klassekammerater. Hvis jeg spørger hende, om hun savner dem, siger hun bare, at det gør hun ikke, og at de alle sammen er i den samme situation.
Jeg har forsøgt at spørge hende, om hun ’taler’ med sine klassekammerater uden for lektionerne. Svaret, jeg får, er bare, at det gør hun ikke. I går talte jeg i telefon med en veninde, jeg har. Hun har en datter i samme klasse som min datters. Jeg spurgte hende, om hendes datter også er glad for ikke at skulle i skole. Hun fortalte mig, at de kan mærke på hende, at hun savner sine klassekammerater. De har mange små skænderier derhjemme hos dem.
Ingen skænderier
Det har vi slet ikke. Nej, vores datter er bare stille. Og glad. Det bekymrer mig. Måske er min datter ikke så social som min venindes er, men at hun ligefrem er glad for at være væk fra kammeraterne, fortæller mig, at der er noget galt. Måske er det bare puberteten, men hvis det ikke kun er det, hvad så?
Teaterefterskole er løsningen
Min mand og jeg talte om det i går. Vi er ret enige om, at vi skal have gjort noget. Måske er det bare pubertetsproblemer, hun har. Måske er det noget dybereliggende med skolen. Måske skal der en skolepsykolog på. Hendes reaktioner er jo helt i den modsatte retning af, hvordan almindelige andre børn i den alder reagerer. Min mand havde den idé, at vi skulle introducere hende til idéen om at komme på en teater efterskole. Det talte hun jo meget om for et år siden. Det kan da godt tænkes, at det er der, skoen trykker. Hun har måske ikke behov for støtte – sådan med psyken og skolens pres. Måske skal hun bare væk fra systemet, som hun tit siger, at hun finder latterligt.
Vi har planlagt, at vi vil tale med hende om det i eftermiddag, når skolearbejdet er færdigt. Måske er det den rigtige tid nu til at lede efter en ledig plads på en god efterskole til hende. Hvis hun virkeligt synes, at den skole, hun går i nu, er så latterlig. Så må vi jo gøre noget, for at hun ikke bare isolerer sig selv, men bliver et helt og glad menneske, der også kan fungere i almindelig social omgang med andre mennesker.
