Øv. Jeg er i modvind. Bogstaveligt talt. Den her lange bakke op til toppen skal bare lige overstås. Derefter er det bare et sving til venstre og et til højre. Så er jeg hjemme. Jeg bider tænderne sammen og tramper i pedalerne. Min cykel er heldigvis helt i top. Jeg har lige fået den tilbage fra cykelmekanikeren, som har tjekket, at bremserne er ok og skiftet, kæden. Det er sejt at komme op ad bakken. Vinden er stærk. Jeg er træt efter 2 timers meget hård træning nede i fodboldklubben. Vi trænede indendørs. Regnen har gjort banen helt blød. Vi ville ikke kunne lave de øvelser, som vores træner havde planlagt. Endnu 100 m, og så er jeg oppe på toppen af bakken og kan svinge til venstre. Der går 2 minutter.
Mine recovery boots
Jeg er hjemme. Sætter cyklen ind i garagen og går ind ad bagdøren. Min mor råber hej. Hun er i godt humør. Har lagt et rent håndklæde frem til mig. Jeg går i bad og får det varme vand til at bruse ned over mig. Ganske langsomt får jeg varmen ind i kroppen igen. Jeg slukker for bruseren. Tørrer min krop og får tøj på. Går ind i stuen til min mor. Hun sidder med sin iPad i sofaen og er ved at læse en eller anden artikel. På den anden sofa har hun lagt mine recovery boots frem til mig. Tænk, at hun har husket det! Jeg begynder at trække dem på mine ben. Hun hjælper mig. Spørger mig om, hvordan træningen har været. Jeg fortæller hende, at det var hårdt i dag. Tager imod den kop te hun rækker mig. Tager en slurk. Det er den gode te, hun har fremme i dag. Jeg griber ud efter min egen iPad og begynder at lege med et spil.
Ikke som en massagepistol
Jeg kan mærke, at mine recovery boots fungerer. De masserer mine ben og på en anden måde end en massagepistol gør det. Mine ømme ben. Jeg nyser. Får et nyseanfald. Min mor kigger over på mig. Hun siger ikke noget. Hun kigger bare med det der blik, der siger: ”Jeg sagde det jo til dig!”
Jeg lader som ingenting, men kan godt mærke, at jeg er fuldstændig mør i hele kroppen. Det var ikke kun træningen, der var hård. Hele dagen har været hård. Jeg vågnede op med den her følelse af at være lidt sløj. Måske forkølet. Min mor sagde da, også at jeg burde blive hjemme fra træningen.
Træning er så vigtig
Men nu hvor jeg endelig er kommet på førsteholdet, så vil jeg ikke miste min plads bare på grund af en idé om, at jeg er forkølet. Så jeg tog afsted alligevel. Jeg lægger mig til rette i sofaen med min iPad. Kigger på nogle videoer, men kan ligesom ikke koncentrere mig om dem. Falder i søvn. Min mor fjerner min iPad og beder mig om at vågne. Jeg skal gå ind i min seng. Hun kan mærke, at jeg har lidt feber. Og ja, jeg er rigtig sløj nu. Har slet ikke kræfter i kroppen. Jeg tager mine recovery boots af. Går ind og lægger mig i sengen. I morgen er alt godt igen.
