Jeg har slet ikke fortalt dig, at jeg var i London i november sidste år. Det var sådan en af de her impulsrejser, jeg kommer til at foretage, fordi jeg keder mig her i andedammen. Når jeg får det humør, ja så gør jeg bare det, at jeg booker et hotelværelse, en flybillet, og så er det bare med at komme afsted. Det kan være for en enkelt dag. Så har jeg fået nok. Det kan også være i flere dage. Det kommer helt an på mit humør og min mentale balance. Men som sagt, jeg var i London for nogle måneder siden. Blev der kun i 2 dage. Jeg fik tid til at se min veninde, som bor derovre. Hun er i krise med sin mand, så det var vist et godt initiativ, jeg tog, da jeg ringede hende op for at sige, at jeg er i nabolaget, og foreslog hende, at vi fik en drink sammen. Det var hun glad for. Et par timer sammen med mig på bar og et par drinks og sladren om livet og problemerne. Jeg er vist en heltinde. Ikke?
Der hvor det startede
Efter den aften gik jeg en tur i byen. Jeg kender den temmelig godt. Men alligevel. Der sker noget inden i mig, når jeg kommer forbi den bygning, hvor Paul Mitchell havde sin første frisørsalon. Det er, som om mit hjerte hopper lidt gladere – eller hurtigere, hvis vi kan sige det på den måde. Jeg bliver rørt. Og det gør jeg, fordi han er en mentor. Sådan i min fantasi.
Alle frisører kender ham
Som frisør, har jeg selvfølgelig hørt mange historier om ham. Om fattigdommen i Skotland. Om succesen i England og om Vidal Sasoon. Selvfølgelig. Der er noget helt betagende ved at tænke på hans historie. Og hans talent. Han må jo have været et multi-talent.
Ikke kun som frisør. Også som købmand. Og som forretningspartner. Hvordan var han som partner i privatlivet? Det ved jeg intet om. Og egentlig kommer det mig ikke ved. Jeg ved bare, at jeg beundrer det. han kunne og de produkter, som han lancerede. Er det ikke betagende at tænke på, at en fattig skotte har skabt et imperium af hårprodukter, der er kendt i hele verden?
Fra fattig til rig
Tænk dig om. En fattig dreng fra en fattig klan oppe i Skotland står lige pludseligt med en million industri i ryggen. Jeg ved ikke. Måske er det bare mig. Men det giver mig et varmt gys, når jeg tænker på det. Han har virkeligt været modig. Hvordan indfinder man sig i London som helt ung og åbner to frisørsaloner, inden man er 25? Der skal selvtillid til. Og det må han have haft, ham Paul Mitchell. Det har jo ikke været nemt at komme som fattig skotte ind i et konservativt England – og så oven i købet i London – i midten af 1950’erne. Historien om for eksempel Kevin Murphy er jo ganske anderledes.
Den eneste forklaring, jeg har på, at det lykkedes for ham, er, at der på det tidspunkt var en masse lyst til at investere og få den britiske økonomi på fode.
